Selv om det kan virke mærkeligt, starter historien om Ceylon te med en døende kaffeindustri i Sri Lanka, hvordan te fra Sri Lanka blomstrer og bliver til en industri, der skulle ændre øen forevigt.
Det kan være du ikke være bekendt med udtrykket ceylon te, muligvis fordi du aldrig har hørt om landet Ceylon. Ceylon var navnet på den 65.610 kvm store ø, syd for Indien, vi i dag kender som Sri Lanka, der udover sin store teproduktion også er kendt for sin unikke natur.
Ceylon blev først officielt til Sri Lanka i 1972 og enhver te, der kommer fra Sri Lanka, kan derfor stadigvæk kaldes en ceylon te.
Teproduktion i dette land er enorm, og står for en værdi der overstiger 1,5 milliarder dollars i globalt te salg. Sri Lankas fremragende terræn og temperatur gør det til et ideelt sted at dyrke te.
Teen fra Sri Lanka kommer i tre varianter – sort, grøn og hvid.
- Sort Ceylon te er den mest almindelige form og har en mild smag, der minder om citrusfrugter.
- Hvid Ceylon te den dyreste og sjældneste form og fremstilles, høstes og forarbejdes manuelt sammen med at blive tilladt at tørre i solen, hvilket giver den en sødere og mere behagelig smag end de to andre sorter.
- Grøn ceylon te har en mere skarp, nøddeagtig smag, og har det højeste niveau af antioxidanter, end dens to modstykker.
Table of Content
Historien te fra Sri Lanka
Historien om te fra Sri Lanka begynder i starten af 1820’erne, dengang Ø-riget stadig hed Ceylon og knapt fem år efter overgivelsen af Kandy, til den britiske krone.
Kandy var den sidste overlevende indfødt-regerede stat i Ceylon. Dengang havde resten af øen allerede været en britisk koloni i mere end en generation.
Dets besiddelse blev betragtet som afgørende for det Britiske imperiums interesser i Indien og Fjernøsten, men omkostningerne ved at opretholde den militære tilstedeværelse og infrastruktur, der var nødvendige for at sikre den, var uoverkommelig.
Der blev forsøgt at indhente indtægter ved beskatning, men disse kunne ikke i sig selv fylde den økonomiske kløft.
Hvordan man fik kolonien til at betale for sig selv og garnisonen var et problem, der havde foruroliget alle guvernørerne siden den første, Frederic North, tiltrådte i 1798.
Kaffe giver håb
Da den femte af Ceylons guvernører, Edward Barnes, ankom til øen, var han den første til at indse, at kaffe var løsningen på koloniens flerårige betalingsbalanceproblem.
Kaffeplanten var nemlig allerede fundet naturligt voksende på bjergsiderne i det centrale bjergland.
Barnes kastede modigt alt den officielle støtte til stordrift af dyrkning af kaffe.
Landområder i de centrale bakker blev solgt for et par pence per kvadratmeter, officielle midler blev dedikeret til forskning og eksperimentering i kaffedyrkning og plantager og købmænd blev forsynet med incitamenter og støtte.
Først og fremmest tilførte Barnes infrastrukturen et netværk af veje, herunder den vigtige rute fra Kandy til Colombo, som gjorde det muligt for kaffeplantagerne at få deres produkter til byen og derfra eksporteret videre til salg i England.
På trods af tilbagegang i slutningen af 1840’erne fortsatte industrien med at vokse.
Dette førte til, at i midten af 1870’erne blev Ceylon verdens største producent af kaffe. Fortjeneste og indtægter genereret gennem industrien gjorde kolonien til et imperialistisk pragteksempel.
Kafferust
Denne spirende kaffeindustri skulle dog vise sig at være kortvarig.
I 1869 indtrådte de første tegn på en ny plantesygdom kafferust på en plantage i Madulsima. Det tog den kun lidt mere end et årti at udslette hele kaffeproduktionen i Ceylon.
Efter kaffeindustriens sammenbrud afholdtes en stor konsolidering af ejerskab på godserne i Ceylons bjergland.
De tidlige kaffebønder havde, for det meste, været eneejere – dog arbejdede nogle også som ejendomsforvaltere for britiske embedsmænd, officerer og kirkelige funktionærer.
Disse havde købt jord og opført plantager under opturen i 1840’erne, men var selv ude af stand til at deltage i forvaltningen.
På grund af plantesygdommen endte mange af disse indehavere med at sælge ejendommene for en værdi, der er væsentligt mindre end den akkumulerede værdi.
Resultatet blev derfor, at der var færre ejere af ejendomsarealerne og nogle ejendomme blev ‘grupperet’ sammen.
Te bliver redningen
Te bliver redningen på plantageejernes store tab.
De første internationale bestræbelser på markedsføringen af denne nye eksportvare begyndte i 1890’erne.
Ceylon te blev heftigt markedsført ved forskellige af det britiske imperiums handelsudstillinger, fx Chicago World’s Fair i 1893 og mest effektivt af alle ved Paris Exposition i 1900.
Udover disse “nationale” bestræbelser fremførte mange producenter og eksportører også Ceylon te sammen med deres egne særlige mærker.
I 1932 dannede man The Tea Propaganda Board, som er et privat finansieret industri initiativ til at sikre Ceylon teens fremtiden.
Dette ledte til, at der to år senere blev indført lovgivning for at forhindre eksport af te af ringe kvalitet – netop for at sikre standarden og beskytte eksporten.
Et andet bemærkelsesværdigt marketinginitiativ var åbningen af det første Ceylon Tea Centre i London i 1946.
Det var dog først efter uafhængigheden, at den mest radikale ændring ville komme til Ceylon teindustrien.
Uafhængigheden blev katalysatoren
Ceylon blev uafhængig den 4. februar 1948. Først var virkningen af denne vigtige begivenhed på teindustrien ubetydelig.
Der opstod vanskeligheder med hensyn til statsborgerskabet for indiske arbejdstagere, der levede på plantagerne, men dette påvirkede dog ikke produktionen væsentligt.
I 1970 blev en ny regering stemt ind på et grundlag, der var både nationalistisk og socialistisk. Den nye regering gennemførte hurtigt de ændringer, der var blevet lovet.
Den 22. april 1972 blev en ny republikansk forfatning undertegnet, og den gamle Dominion of Ceylon blev til den nye demokratiske socialistiske republik Sri Lanka.
Navneændringen skabte problemer for landets største internationale temærke.
Efter betydelig modstand fra nationalister, i og uden for regeringen, besluttede branchen at holde sig til det gamle navn, Ceylon Te, til markedsføringsformål.
Den 16. oktober 1975 blev den længe ventede lov om jordreform (lovændring) underskrevet af præsident Stanley Tillekeratne under anvendelse af den samme pen, som han tidligere havde underskrevet forfatningen med.
Hele plantageindustrien i Sri Lanka, der bestod af i alt omkring 415.000 hektar (168.000 ha.) af mest dyrkede arealer og tilhørende aktiver, blev statens ejendom. I Colombo havde mange af de største handelsvirksomheder været ejendomsejende virksomheder og agenturhuse.
Virksomheder måtte lukke, men nogle kæmpede dog videre støttet af det, der tidligere havde været datterselskaber. En tåge af panik blev spredt gennem erhvervslivet. Dette var en revolution, intet mindre.
Den srilankanske regering bevarede sin monopol på teproduktionen og eksporten i 16 år.
Den væsentligste udvikling i denne periode var væksten af et stort nyt marked for Ceylon te på de nyligt velhavende markeder i Mellemøsten.
Fra Irak til Oman, Iran til Tyrkiet, voksede efterspørgslen efter Sri Lankas mest berømte produkt massivt.
Denne blev mødt ved en parallel ekspansion i teproduktion, især i de lavvoksne regioner Ruhuna og Sabaragamuwa, der producerer en stærk, fyldig te, der appellerer til den mellemøstlige smag.
Også i denne periode producerede industrien sine første teposer, og i 1983 blev der indført en begrænset grad af mekanisering i fremstillingensprocessen, i form af CTC (‘cut, twist, curl’) maskiner på nogle fabrikker.
Eksportafgifter og værdireguleringer på salg af te, der var blevet indført i 1960’erne, da plantagerne stadig var privatejet, blev afskaffet.
Privatisering sikrer vækst
Stigende administrative vanskeligheder, arbejdsproblemer og økonomiske tab resulterede endelig i stor privatisering (under en anden regering) i 1992-93. Selvom staten havde rettighederne til plantagerne, blev der tilbudt forvaltningskontrakter under lange lejemål til den private sektor.
Kultivatorer, der bor i tevoksende områder, begyndte at dyrke små plantager på deres eget land, plukke teen selv og transportere den til nærliggende fabrikker til salg og forarbejdning. Denne sektor har modtaget betydelig opmuntring og støtte fra staten og er i dag ansvarlig for en meget stor del af øens produktion.
I 1996 oversteg Sri Lankas teproduktion for første gang 250.000 tons. Eksportstallene varierer år for år, i øjeblikket er gennemsnittet omkring 300.000 tons. Med sit vedvarende og forstærkede ry for kvalitet og med seriøs ny opmærksomhed på bæredygtighed og miljøpleje ser fremtiden lys ud.
Teproducerende regioner
På Sri Lanka findes der 11 teproducerende regioner, de mest kendte af disse er Uva, Nuwara Eliya og Dimbulla.
Uva
Uva er måske den mest berømte teproducerende region i Sri Lanka. Den er beliggende i det centrale Sri Lanka, øst for både Nuwara Eliya og Dambulla.
I Uva regionen produceres der sort te med en særdeles sød smag og eksotisk, træ-agtig aroma, der sagtens kan klare lidt mælk uden at smagen forsvinder. Nogle hvide teer produceres også i Uva.
Nuwara Eliya
Nuwara Eliya er det højst beliggende teproducerende område i Sri Lanka. Det ligger også i centrum af øen, vest for Uva og nord for Dambulla.
I dette område produceres der te med en delikat, blomstret duft og lys, frisk smag. Nuwara Eliyas te er ekstraordinære og gode som iste og kan med fordel serveres med en skive citron.
Dambulla
Dambulla er en teproducerende region i det centrale Sri Lanka. Det er den sydligste af de tre kendte regioner.
Denne er en region med mange bjergskråninger og varierer teområderne i højden, hvilket også påvirker smagen, som indeholder mange nuancer. Nogle teer har en stor fylde, mens andre er delikate, dog er de fleste bløde i smagen.
Andre
Andre tevoksende regioner i Sri Lanka omfatter Badulla, Galle, Haputalle, Kandy, Maturata, Ratnapura, Ruhuna og Uda Pussellawa.